De kvindelige reformatorer – og Luther

De kvindelige reformatorer: Katharina von Bora, Argula von Grumbach, Katarina Schütz Zell, Elisabeth von Brandenburg og Elisabeth  von Braunschweig


 

Katharina von Bora (1499-1552), Argula von Grumbach (1492-1563/68), Katarina Schütz Zell (1498-1562), Elisabeth von Brandenburg (1485-1555) og Elisabeth  von Braunschweig (1510-1558). Hver på deres forskellige måder fik de indflydelse på Reformationen – og på Luther. Den første ved som ligeværdig partner at gifte sig med ham og etablere en livsorganisation, der reformerede synet på præsteægteskab. Det havde i katolsk tid været konkubine-forhold med uægte børn, men ved hendes indsats blev præsteægteskab forbillede for alle ægteskaber. Den anden ved at udsende storsælgende og velfunderede teologiske flyveblade, der udfordrede den akademiske elite. Den tredje ved at kalde sig kirkemoder og udgive bøger og prædikener. Den fjerde og femte ved som fremtrædende fyrstinder at sætte liv, lemmer og ægteskaber på spil for Reformationens sag – og i perioder bosætte sig i Luthers hjem.

Reformationen var absolut ikke kvindevenlig, alligevel gik et stort antal veluddannede kvinder varmt ind for den pga. dens teologiske begrundelse: kristenmenneskets frihed. Nogle flygtede fra klostrene og lige ind i ægteskabet, men skulle kæmpe hårdt for at få deres meninger igennem – ikke så meget hos Luther, som var forbløffende åben og betaget af deres mod og kundskaber, som hos den almene mand, høj som lav, der ikke var til sinds at give kvinder taleret i offentligheden.